Historie
Fado i Lissabon, Coimbra og Porto
Hvordan fado voksede frem i Lissabons værtshuse, hvorfor Coimbras studerende synger den anderledes, hvad Portos købmænd havde med guitaren at gøre, og hvornår UNESCO optog den på listen.
Se ledige fadodatoer ↗Hurtigt svar
Fado tog form i 1800-tallets Lissabon, i værtshusene og på gaderne i byens fattigere kvarterer, og fra 1930'erne hørtes det især i fadohuse. Coimbra udviklede sin egen studentertradition, sunget af mænd i akademisk dragt. Portos bånd går gennem guitaren: byens købmænd i 1700-tallet var ivrige spillere af den cister, der blev til den portugisiske guitar. UNESCO optog fado på listen i 2011.
Lissabons værtshuse
Wikipedia daterer de første pålidelige spor af fado til Lissabon i 1820'erne og 1830'erne, overleveret mundtligt, og antyder, at det nåede byens gader efter 1840. De tidlige udøvere var arbejdsfolk: søfolk, bohemer og kurtisaner i værtshusene, som sang, dansede og stampede fadoens rytme sammen. Op gennem 1800-tallet aftog dansen, og udøverne blev udelukkende sangere, fadistaerne. Hvor fado kom fra før det, diskuteres stadig, med teorier der peger mod Brasilien, ældre portugisisk sang og andre steder.
Severa
Den første fadosanger, der blev berømt, var Maria Severa Onofriana, født i Lissabon i 1820. Hun sang i værtshuse, spillede portugisisk guitar og døde af tuberkulose som 26-årig i 1846. Hendes kærlighedsaffære med greven af Vimioso blev til en legende, derefter til Júlio Dantas' A Severa, opført i 1901, og i 1931 til den første portugisiske tonefilm. Flere fadosange fortæller historien om romancen.
Fadohusene
Et dekret fra 1927 underlagde offentlige forestillinger streng kontrol: udøverne skulle have et professionelt kort, og deres repertoire skulle godkendes. Fado-museet beskriver, hvordan det især fra 1930'erne blev et ritual at lytte til fado i fadohuse samlet i Lissabons historiske kvarterer, frem for alt Bairro Alto. Radio, biograf og senere tv bragte fado ud til et nationalt publikum, og Amália Rodrigues, sangerinden kendt som fadoens dronning, tog det med rundt i verden fra 1950'erne.
Coimbras studerende
Coimbras fado er en særskilt gren, knyttet til byens universitet og til de middelalderlige trubadurer. Den synges kun af mænd, sangere og spillere klædt som studerende i akademisk dragts mørke kappe og kåbe, om natten og næsten i mørke, på pladser og på trinene foran den gamle katedral, undertiden som en serenade under et vindue. Coimbra-guitaren er bygget anderledes og stemt lavere end Lissabon-guitaren for en mørkere klang. I 1950'erne vendte Coimbra-sangerne sig mod ballader og store digtere som en form for modstand mod diktaturet.
Porto og guitaren
Portos plads i denne historie er ældre, end mange besøgende forventer. Engelsk Wikipedia sporer den portugisiske guitar til cittern, som blev spillet i Portugal i århundreder. Omkring 1750 ankom en ny type, den såkaldte engelske guitar, og i 1786 var instrumenterne fra den engelske luthier Simpson meget efterspurgte. Portos nye købmandsklasse tog den ivrigt op til musik i hjemmet. Gradvist omformede portugisiske instrumentmagere instrumentet, og i midten af 1800-tallet var det blevet det instrument, der akkompagnerede Lissabons fado. I dag har Porto også studentergrupper, der synger på Coimbra-vis.
UNESCO i 2011
Den 27. november 2011 blev fado optaget på UNESCO's liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. UNESCO's beskrivelse fremstiller det som musik forenet med poesi, der blander afro-brasilianske sungne danse, sange bragt til hovedstaden af mennesker, der flyttede ind fra landet, og de gadesange, som Lissabon kendte i begyndelsen af 1800-tallet. Professionelle synger den i koncertsale og små fadohuse, mens amatørsangere fører den videre i klubber spredt over Lissabons ældre kvarterer. Koncerten nær Cordoaria hører til den professionelle, smårummede gren.
Læs næste: Sådan lytter du til fado for første gang
Kilder